|
Bedækningsbetingelser
Glymur: 10.000,- (+ attest og moms)
Nökkvi: 6000,- (+ attest og moms)
Hápúnktur: 6000,- ( + attest og moms)
Rabat ved Glymur: 1.kl. hoppe får 1500,- + moms i rabat. Eller hoppekåring på 7.75 - 7.99 eller BLUP 115 eller mere får 800,- + moms i rabat. Rabat ved flere hopper – ring!
Rabat ved Nökkvi: 1000,- for 1.kl hopper og 500,- for BLUP 115. Eller hoppekåring på 7.75 - 7.99 eller BLUP 115 eller mere får 800,- + moms i rabat. Rabat ved flere hopper – ring!
Rabat ved Hápúnktur: 1000,- for 1.kl hopper og 500,- for BLUP 115. Eller hoppekåring på 7.75 - 7.99 eller BLUP 115 eller mere får 800,- + moms i rabat. Rabat ved flere hopper – ring!
Fælles for alle 3 hingste: Fri ombedækning, hvis der ikke kommer levendefødt føl. Derudover tilbyder jeg 10% rabat på bedækninger hos hingstene, hvis du har købt en bedækning til én af hingstene tidligere.
Er du i tvivl om hvilken hingst, der passer bedst til din hoppe, så rådgiver jeg dig jeg naturligvis gerne. Læs testimonials længere nede!
Græspenge: 30,- + moms pr.dag
Du kan reservere bedækning ved at sende en mail til fie(at)ishesten.dk
I de fleste tilfælde bliver hopperne håndbedækket – kun i enkelte tilfælde går de med hingsten i et lille stod. Dette er for at sikre, at alle hopper bliver bedækket, når de er i brunst og for at styre hvor meget og hvornår hingsten bedækker. Dermed sikres, at hingstene leverer top sædkvalitet ved alle bedækninger.
OBS!
Goldhopper skal møde med ren svaberprøve eller biopsi. Undtaget er hopper med føl født samme år. Alle hopper skal være vaccineret for stivkrampe og møde uden sko.
På alle folde er fri adgang til rent drikkevand og en sliksten. Goldhopper skifter
mellem at være på græs- eller jordfold, for at sikre en passende foderstand. Hopper med føl har derimod fri adgang til græs hele døgnet.
For at give hoppen det bedste udgangspunkt for at blive drægtig anbefaler vi:
At den er undersøgt og ved behov behandlet for orm.
At den er i passende foderstand.
At evt. sommereksem er passet og under kontrol. Har hoppen meget eksem, er det en fordel at komme med den allerede tidligt på sæsonen.
Når du kommer med hoppen skal du:
Medbringe en kopi af hendes stamtavle.
Medbringe dokumentation for ren svaberprøve eller biopsi (kun goldhopper).
Vide, at hoppen står her på eget ansvar, og at evt. forsikring skal være i orden hjemmefra.
Vi gør naturligvis alt hvad vi kan for at passe godt på din hoppe!
TESTIMONIALS:
Af Katja Langkilde:
For godt 7 år siden fik jeg min første islænder, en god gammeldags islænderhoppe med 5 gangarter uden det store benløft. Jeg ønskede mig så inderligt et føl efter hende og i bryllupsgave fik jeg af min mand en bedækning til min dejlige hoppe. Mit kendskab til avl var yderst begrænset og jeg havde derfor brug for indgående vejledning til valg af hingst. En bekendt anbefalede mig at kontakte Fie.
Nökkvi blev den udvalgte hingst. Ved første bedækning kom hun i fol. Desværre mistede hun fosteret, idet det viste sig, at hoppen havde cyster på begge æggestokke og derfor fik en infektion. Vi prøvede at bedække hende igen, men uden succes. Dyrlægen mente ikke, at hoppen nogensinde ville blive drægtig igen.
Et par år senere mødte jeg tilfældigt Fie igen. Hun spurgte om ikke vi skulle prøve at ifole hoppen igen. Jeg blev glad for, at hun spurgte, men skeptisk overfor om jeg igen bare skulle smide penge ud af vinduet til scanninger mv. Fie syntes jeg skulle prøve igen. Dyrlægen lavede en livmoderbiopsi som desværre kun viste 30% sandsynlighed for drægtighed. Fie sagde at 30 % ikke var lig med 0 - hun mente, at jeg skulle give det en chance.
Nökkvi
Jeg gav det en chance - og hoppen kom i fol ved første bedækning. Hun har fået det smukkeste og mest feminine føl jeg længe har set. Føllet har vist alle gangarter men har som foretrukken gangart TØLT. Hun har et ualmindeligt dejligt sind og som 1 årig går hun uden tøven op i traileren.
Hendes feminine og elegante udstråling har hun klart fået fra Nökkvi, som jeg allerede har nævnt er min hoppe af den gamle islandske slags.
Glymur
I begejstring over mit smukke Nökkvi hoppeføl fik jeg blod på tanden til at prøve igen. Denne gang blev hoppen sendt til Glymur og tro det eller ej ved første bedækning var hoppen i fol igen. Jeg har fået endnu et skønt hoppeføl med dejligt sind og godt benløft.
Hapunktur
Nu er hoppen ifolet alle gode gange 3 og jeg håber naturligvis på, at det 3. føl bliver lige så fantastisk som de 2 andre. Valg af hingst blev
Hapunktur og vi er naturligvis spændte på udfaldet.
Jeg kan kun give mine bedste anbefalinger til Fie i henhold til hendes håndtering af min komplicerede hoppe som ikke kunne komme i fol. Takket være Fie’s professionelle indsigt i hesteavl står jeg med 2 gode føl og den 3 på vej efter en hest der var opgivet af dyrlægen.
Jeg er senere vendt tilbage til Fie, denne gang for at købe ridehest til min datter og jeg. Vi har købt 2 gode kårede hopper som er Fie’s egen avl.
Fie får derfor vores bedste anbefalinger med på sin vej….
Af Jette Krog og Mathilde Laursen (Hillerød)
Min hoppe Litla fra Rivendale blev bedækket med Nökkvi fra Ryethøj 2009. Det var på alle måder en god og tryg oplevelse og jeg vil til enhver tid overlade mine heste til Fies håndtering. Det var også dejligt, at jeg kunne få den ordning at Litla kom hjem efter endt brunst og så kom tilbage til brunst-afprøvning og scanning ved tiden for næste brunst, så kunne jeg spare lidt på græspengene.
Der var gevinst i første forsøg og sidste år fik jeg hingsteføllet Stari, som er et levende udtryk for den gode hals og forpart Nökkvi giver videre – og et udtryk for en vellykket avls-vejledning fra Fie, der af hendes 3 hingste havde anbefalet Nökkvi til Litla, der selv har en noget dyb og kraftig hals, men ellers er en lettere type, der af temperament og type matcher ham ok.
Og vi var ikke ene om at synes om resultatet, da Stari opnåede en fin samlet bedømmelse på det nordsjællandske følshow på 3.18 med 3x3,5 for front, form og udstråling og endte på en flot andenplads kun en brøkdel efter nr.1. Bedre start som islandshesteavler kunne jeg ikke have ønsket mig!
Vh Mathilde og Jette
|